Gudviet liv

Stammen til det gudviede liv findes i det særlige forhold, som Jesus etablerer mellem sig selv og de disciple, som han indbyder til at følge sig og sætte hele deres eksistens ind i tjeneste for ham ved at forlade alt og spejle hans livsform. De første fællesskaber af mennesker, som følger dette kald, går altså helt tilbage til oldkirken. Op igennem middelalderen fik disse fællesskaber mere etablerede former som egentlige ordenssamfund med hver deres særkende.

Fælles for os alle er, at vi på et tidspunkt i vores liv oplevede et kald – noget der fik os til at vælge anderledes end ægteskab, familieliv og karriere. Vi har valgt at sætte alt ind på Jesus Kristus og med vores virke at bringe vidnesbyrd om ham.  Fra oldtiden til nu er det i bund og grund det samme vidnesbyrd, vi vil give og det samme spørgsmål, som vi vil give anledning til: Hvem er denne Jesus Kristus, for hvis skyld disse kvinder frit og med glæde giver afkald på alt andet for at følge ham?

Ordensløfter

Ordenssøstre vier deres liv til Gud ved af aflægge løfter. Løfterne kan være formuleret forskelligt fra ordenssamfund til ordenssamfund, men essensen er den samme: Søstrene lover at leve i fattigdom, kyskhed, og lydighed resten en af deres liv.

At ordenssøstre lever i fattigdom, betyder, at de ikke ejer noget som enkeltpersoner. Når man indtræder i en orden, skaffer man sig af med alle sine ejendele.

At ordenssøstre lever i kyskhed, betyder ikke kun, at de ikke stifter familie og ikke lever i seksuelle forhold. Det betyder også, at de gør sig umage for at vise andre mennesker kærlighed uden at forsøge at knytte dem særligt til sig selv og uden at være optagne af om kærligheden bliver gengældt.

At ordenssøstre lever i lydighed betyder, at de underlægger deres egen vilje Guds vilje. Alle ordenssamfund har en regel eller nogle statutter, som de bruger som en hjælp til at leve efter Guds vilje. Gud viser også sin vilje igennem det der sker nu og her og det han indgiver den enkelte at ønske.  Fællesskabets leder træffer, efter at have lyttet til sine medsøstre og set på situationen i bøn, de endelige beslutninger.

Tidebønnen er den Katolske Kirkes fællesbøn, som bedes simultant i hele verden. Den er som en puls der altid banker – hvor som helst man er i verden, kan man finde et sted hvor den bliver bedt. Alle munke, nonner og præster beder den og alle er inviterede til at bede med. Dens tradition er ældgammel, for den er bygget op over Davids salmer fra Det gamle testamente, som Jesus selv bad og som jøderne havde bedt i tusindvis af år før ham. I den kristne tradition har man fordelt bønstiderne over hele døgnet for at komme Paulus opfordring om at bede uophørligt i møde og derved hellige al tiden. Gøre al tid til Guds tid.

Tidebønnen har 5 bønstider i døgnet:

• Læsningernes tidebøn

• Laudes
• Middagsbøn
• Vesper
• Komplet

Traditionelt (og kirkeretsligt) skelner man i Den Katolske Kirke i mellem to slags ordenssøstre nemlig nonner, dem som lever i en kontemplativ orden og søstre, som lever i en orden med udadvendt arbjede. Begge typer er forpligtede på bønnen og har den som udgangspunkt for hele deres virke. Alle ordenssamfund klarer sig selv økonomisk igennem deres arbejde. Søstre fra apostoliske ordner arbejder gerne udenfor klostrene, f. eks. med undervisning, sygeppleje og mission. I de kontemplative ordner opfatter man bønnen som det eneste arbejde, men det betyder ikke, at nonnerne kun sidder stille og beder, men at de bestræber sig på at udføre alt arbejde som en bøn og som en måde at være sammen med Gud på.