Historie
Der skulle gå tusind år, fra de første fællesskaber var stiftet i Jerusalem, til de første dokumenterede grundlæggelser fandt sted i Danmark
I begyndelsen af 11. århundrede kom ordensfolk, både nonner og munke, til Danmark. De byggede klostre med tykke mure, bestemt til at stå i hundredvis af år. Klostrene blev det synlige tegn på Guds virke blandt mennesker og det sted, som man tyede til for at lovprise og for at søge hjælp. Nonner og munke levede efter Benedikts regel (forfattet i Italien af Benedikt af Nursia ca. 520) i en fast rytme af bøn og arbejde.
Af de første benediktinske klostre var flere dobeltklostre – dvs. der var både en afdeling for munke og en for nonner. Ordensfolkene bragte med sig ny viden om håndværk og landbrug. De opdyrkede store dele af landet og var dermed med til at sikre livsgrundlag for mange mennesker. Klostrene blev vigtige centre for fattigdomshjælp og sygepleje.
I Danmark har vi i dag 2 forskellige benediktinerindeklostre, nemlig Benediktinerinderne på Åsebakken og Benediktinerinderne af den hellige Lioba
I slutningen 12. århundrede blev mange af de første benediktinerklostre omdannet til cistercienserklostre. Cistercienserne levede også efter Benedikts regel og stod for en stramning af den. De var meget dygtige håndværkere og de er særligt kendt for deres klostres og kirkers himmelstræbende arkitektur – det ydre tegn på klosterlivets dybeste mening. I middelalderen var der mange cistercienserklostre for munke i Danmark – 2 for nonner nemlig Vor Frue Kloster i Slangerup og Vor Frue Kloster i Roskilde. I nyere tid var der i mange år et cistercienserindekloster på Djursland, men i dag har vi ingen.
Gavebrev fra Sankt Clara Klosterarkiv
I 1200-tallet opstod i Sydeuropa de nye såkaldte tiggerordenerne og franciskanerne indvandrede, som man kan læse i et middelalderskrift, “på deres bare fødder” i Danmark. I modsætning til benediktinerne, som boede på landet, bosatte de sig i byerne. Klarisserne, den kvindelige gren af franciskanerne, holdt sig indenfor klostrenes mure, hvor de på forskellig vis ydede fattigdomshjælp, mens brødrene vandrede om i hele landet for at prædike og samle ind til de fattige. Franciskanere og klarisser lovede ikke blot at leve i personlig fattigdom, men forsøgte også at holde hele deres orden ejendomsløs ved kun at ernære sig igennem tiggeri og gaver.
Den ældste kvindelige gren af francikanerordenen, Clarisserne havde vi middelalderen både i Roskilde i Odense og i København. I dag har vi franciskanerbrødre i Danmark og indtil 2024 havde vi franciskanersøstre på Færøerne. Siden 1992 har vi Bethaniasøstrene som er tæt knyttede til franciskanerordenen.
Dominikanerne, også kaldet ”prædikebrødrenene” kom med stor lærdom. Der blev i 1300 tallet grundlagt 2 klostre i Danmark for dominikanerinder et i Gavnø og et i Roskilde. Lidt senere kom Karmelitermunkene, som gjorde deres til, at flere af klostrene i Danmark blev en slags forskningscentre med stærke kontakter til middelalderens universiteter i Europa.
Et kvindeligt karmelitterkloster, Sankt Josefs Karmel, har vi først fået i Danmark i nyere tid.
I 1370 grundlagdes den første (og indtil videre den eneste) katolske orden med nordisk udspring, nemlig hellige Birgittas orden med det officielle navn Den allerhelligste frelsers orden. Birgitta, som var født i en indflydelsesrig familie midt i Sverige, ønskede, med udgangspunkt i nogle af sine talrige visioner, at stifte en orden med klostre, der skulle være som “vor Herres nye vingårde” – kraftcentre, hvor troen kunne blomstre blandt de indtrådte søstre. Efter at hun opnåede pavelig autorisation for sin klosterregel, grundlagdes der hurtigt flere Birgittaklostre i Norden. To i Danmark – ét i Mariager og ét i Maribo. Begge byer har deres navne efter de gamle klostre. Klostrene var dobbeltklostre, dvs. der var også munke, som samtidigt var præster, men abedissen var øverste leder.
I dag har vi Birgittinerinderne i Maribo.
Ved det 16. århundredes begyndelse var der omkring 150 klostre i Danmark, heraf omkring 25 nonneklostre: Benediktinerinder, birgittinerinder, cistercienserinder, dominikanerinder, og klarisser. I hele denne første periode med ordensliv i Danmark, var det kun munkene som arbejdede udenfor klostrene. Nonner fra alle ordner levede og virkede indenfor klostrene.
I årene omkring reformationen, som i Danmark var en realitet i 1536, blev ordenslivet mange steder i Europa sat på pause. Luthers syn på klosterlivet og især på de ordensløfter, som dette liv er forbundet med, var den teologiske baggrund for, at ordenslivet i Danmark blev forbudt. Nogle nonner og munke fik lov at blive boende på betingelse af, at de ikke optog nye kald og at de opgav at holde deres ordensløfter – andre forlod selv klostrene. Hvor det gik værst for sig, især i byerne, blev nonner og munke fordrevet med vold og magt. Alle kirkens besiddelser tilfaldt kronen, mange klostre blev revet ned, andre bygget om til slotte og herregårde – nogle få står tilbage.
Først med Grundloven i 1849 kunne man igen leve ordensliv i Danmark.
I grundlovens 67 hedder det:
“Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”
I det katolske Europa var der i mellemtiden skudt mange nye grene på den gamle stamme. Et ændret kvindesyn i samfundet og et nyt syn på det kvindelige ordensliv i kirken havde betydet, at det blev muligt for gudviede kvinder nu at færdes og virke udenfor klosterets klausur. Hvor mennesker i al slags nød førhen søgte klostrene for hjælp, blev det nu muligt for gudviede kvinder også at gå ud og møde mennesket, der hvor det levede. Et af de første eksempler på disse nye former for gudviet liv er Sankt Joseph Søstrenes orden, som stiftedes i Frankrig i 1650. De første Sankt Josephsøstre kom til Danmark i 1856. Deres lille fællesskab på 4 søstre voksede på ganske få år til et stort kommunitet som drev 5 skoler og 11 hospitaler, heraf 2 på Island.
I dag driver Sankt Joseph Søstrene et retrætecenter.
Mange andre ordenssamfund, flest kvindelige, men også mandlige, kom til landet i en lind strøm. Både gamle nonneordener med klosterlig klausur og nye, som i kombination med bønnen arbejdede udenfor klostrene med at drive skoler, børnehaver, hospitaler og plejehjem. Her i blandt Sankt Hedvig Søstrene, Søstrene af Det Dyrebare Blod, Sankt Elisabeth Søstrene og Maria Immaculata Søstrene
Se en fuldstændig liste her: Kvindelige ordner i Danmark siden 1849
Det er ikke overdrevet at sige, at de store velfærdsinstitutioner, som vi har i dag, faktisk er grundlagt af ordensfolk. Først ved middelalderens klosterhospitaler og fattigdomshjælp og efter genindførelsen af religionsfriheden i 1849 ved ordensøstrenes grundlæggelse af moderne hospitaler og skoler. Udviklingen af velfærdsstaten har betydet, at Staten efterhånden har overtaget mange af de opgaver, som søstrene varetog. Nu drives børnehaver. hospitaler og skoler i Danmark uden ordenssøstre.
Dermed er andre facetter af ordenslivet er blevet tydelige – vi er her fortsat, i tjeneste for Gud og næsten. De senest tilkomne og nyeste ordner vi har i Danmark, nemlig Jesu Små Søstre og Kærlighedens Missionærer lever kaldet til at tjene samfundets mest udsatte, dem som velfærdsinstitutionerne ikke når, ved at arbejde og leve det kontemplative liv netop i blandt dem.
Valfart 2023
I dag lever mange ordensfællesskaber i Danmark i tæt tilknytning til en menighed, som de giver åndeligt følgeskab med bøn, vejledning og trosundervisning af børn og voksne. Nogle søstre driver retrætevirksomhed til gavn for mennesker, som trænger til at træde et skridt tilbage fra hverdagens travlhed og mærke Guds nærvær. Andre lever det klassiske klosterliv med korbøn og kontemplation. Nogle driver gæstehus og andre har gratis suppekøkken.