Når man taler om forskellige former for kristen spiritualitet, er det fordi der er forskellige måder at følge Kristus på. Igennem kirkens historie har mennesker til forskellige tider og på forskellige steder valgt at koncentrere sig om forskellige aspekter ved Jesus Kristus og ladet dem være som en slags nøgler til deres levevis.

De forskellige ordenssamfund har hver deres særlige forbilleder for det åndelige liv. Måske den person, som stiftede ordenen, den person, som ordenens stifter var inspireret af eller en som senere fornyede ordenen. Her kan du læse lidt om de mennesker, som har haft stor betydning for de ordensfællesskaber vi har i Danmark nu.

Teresa af Calcutta (1910-1996) blev født i det nuværende Nordmakedonien og indtrådte som 18-årig i Loretosøstrenes missionsorden og blev sendt til Indien, hvor hun i næsten 20 år var engageret i ordenens skolearbejde. I 1946 midt i en togrejse blev hun uafrystelig overbevist om ‘et kald i kaldet’ til at tage sig af de fattigste blandt fattige – det var så stærk en oplevelse, at hun beskriver at ikke at følge den ville være det samme som at bryde med troen. I 1950 blev ‘Kærlighedens Missionærer’ til. De begyndte arbejdet i Calcuttas slum blandt hjemløse, syge og døende, de fattigste, de mest sultne. Fra Indien bredte Kærlighedens Missionærer sig ud over verden, anerkendt af store internationale organisationer, hvilket bragte  Moder Terese Nobels fredspris i 1979. Med sit arbejde kom moder Teresa til at stå som et tegn på det, der er understreget siden andet Vatikankoncil: Kirkens forkærlighed for fattige, at det ligger i dens væsen at være en fattig Kirke for fattige. For sit eget vedkommende har  moder Teresa beskrevet til sin åndelige vejleder, at hun i alle årene selv levede i et ‘troens mørke’ , hvor Gud ikke var der, og bøn prellede af som på en mur. Hun bliver dermed et levende billede på den, der ikke forlader kærligheden og kærlighedens gerninger, uanset hvordan der ser ud i ens eget indre.

Charles de Foucauld (1858-1916) er født og opvokset i en katolsk familie i Frankrig, men som ung mistede han troen. Han blev officer i Algeriet og efter tiden i militæret rejste han i Marokko. Mødet med det muslimske samfund, hvor tro og liv er vævet helt sammen, rørte ham dybt og vækkede i ham længslen efter Gud. Tilbage i Frankrig kontakter han en katolsk præst, der beder ham gå til skrifte og det bliver et vendepunkt for ham. Ad mange veje fører hans søgen ham tilbage til Algeriet, hvor han bosætter sig blandt samfundets udstødte og marginaliserede. Han vil være ‘alles bror’ og på den måde leve evangeliet.  Først efter hans død blev hans ønske om at skabe en orden til virkelighed i to nye ordenssamfund, Jesu Små Brødre og Jesu Små Søstre og siden flere andre.

Bror Charles bøn: ”Far, jeg overgiver mig til dig…” er grundlaget for hans liv og tro.

Lille søster Magdeleine (Magdeleine Hutin,1898-1989) er født i Frankrig. Charles de Foucaulds liv vækkede i hende ønsket om at følge Jesus, lige som han gjorde. Hun stiftede Jesu Små Søstre i 1939 i Algeriet. Hendes liv havde indtil da været præget af første verdenskrig, mange tab i familien, sygdom og dårligt helbred. Dette vakte i hende en dyb længsel efter enhed: En samhørighed på tværs af alle grænser, folkeslag og religioner. Det at Gud uden forbehold betroede sig selv til os i det lille barn født i Betlehem betog l.sr. Magdeleine. Hun ønskede, at Guds tillid til os og hans given sig selv til os skulle afspejle sig i hendes måde at møde andre mennesker på. En anden ledetråd i hendes liv var til stadighed, dag for dag, at lægge hele sit liv i Guds hænder. At overgive sig til hans kærlige almagt. Om sit liv sagde hun selv: ”Han tog mig i hånden og jeg fulgte ham blindt”

Thérèse af Lisieux (1873-1897) indtrådte allerede som 15-årig på dispens i karmelklosteret i hjembyen Lisieux, og det er her, hun som kun 24-årig dør af tuberkulose. Hendes barndom var præget af tab, moderen døde, da Thérèse var 4 år og storesøsteren, der var hende i mors sted, indtrådte i Karmelklosteret, da Thérèse var 9 år. Thérèses dagbog fra klosteret udkom efter hendes død og blev hurtigt kendt og udbredt. Hun viser der en stor åndelig selvstændighed og beskriver sin ‘lille vej’ i troens liv, båret af tillid og kærlighed til den himmelske Far, i hvis gode og barmhjertige hænder hun ved sig selv. Hun betegner her et klart opbrud fra et katolsk åndsliv,  der dengang ofte var præget af moralisme, strenghed, optagethed af synden og Guds straf. Inde fra sin klausur er hun også brændende optaget af Kirkens sendelse til hele verden og dermed også væsentlig for den missionale synodale Kirke af i dag.

Edmund Bojanowski er født i Polen i 1814. Med en uddannelse indenfor  kunst og litteratur oversatte han bl.a. værker fra serbisk til polsk, han skrev digte og samlede ordsprog og sange i landdistrikterne til en lille bog med navnet “Folkets Ven”. Han ønskede sig at blive præst, men måtte opgive de teologiske studier af helbredsmæssige årsager og brugte derefter alle sine kræfter på at afhjælpe den store nød, der herskede i Polen på det tidspunkt. Han oprettede læsestuer og børnehaver og da koleraepidemien brød ud, engagerede han sig i nødhjælp og gik fra hus til hus for at bringe mad og medicin. Han ønskede at grundlægge en orden for kvinder, som under jomfru Marias beskyttelse kunne hjælpe de fattige og nødlidende og blev i 1850 stifter af Maria Immaculata søstrenes orden. Bojanowski blev saligkåret d. 3. juli 1998 af pave Johannes Paul d. 2.

Jean-Pierre Médaille (1610-1659) var en fransk jesuit, der virkede i Auvergne i den østlige del af Midtfrankrig. Han indtrådte allerede som 16-årig i Jesu Selskab og kom til at varetage en lang række pastorale opgaver, især på skoleområdet. Han kom i kontakt med en lille gruppe kvinder, der ønskede at leve et gudviet liv i tjeneste for næsten. På den tid, var det kun muligt i et kloster – gudviede kvinder færdedes ikke ude i samfundet. Med pater Medaille blev dette anderledes. Helt banebrydende fik han med støtte fra den lokale biskop åbnet muligheden for en ordenskongregation, hvor gudviede kvinder havde opgaver i næstekærlighedens tjeneste i sygepleje og undervisning ude i samfundet. Således blev han grundlægger af Sankt Josephsøstrenes kongregation. Hans undervisning og vejledning var forankret i Bibelen, og han skrev bibelske meditationer til hver dag i året. Det, han ville, var at forbinde menneskers daglige liv med Jesus i evangelierne. Han efterlod også søstrene sine ‘maximes’, som giver konkrete anvisninger på et liv i kærlighedens tjeneste.

Teresa af Avila (1515-1582) fødes ind i en spansk adelsfamilie i Avila  med  jødiske rødder og hendes voksne liv udspiller sig på Modreformationens tid. Hun var en usædvanlig rigt begavet personlighed, og hendes far ønskede hende ikke i kloster. Hun gennemtvinger at indtræde i det lokale Karmelkloster og  bliver ordenen s reformator, der ønsker at føre den tilbage til et liv i større fattigdom, afsondrethed, tavshed for uhindret at kunne følge længslen mod Gud og leve for hans ansigt, Hun er vor bedst kendte mystiker, der igennem alle ydre  og indre vanskeligheder i skrift og liv viser vej for menneskets længsel efter Gud. Hun skriver livet igennem om alt, der sker hende udadtil og indadtil, hun deler sin troserfaring med os og beskriver et bønnens liv, hvor bønnen mere og mere ses og opleves som Guds gave til den, der ønsker ham af hele deres hjerte. Teresa er blevet kaldt venskabets mystiker: venskab som en grundrelation mellem mennesker, men som her mere og mere lutres, opleves og erfares som funderet i det venskab, Gud har med os.

Ignatius af Loyola (1491-1556), jesuiterordenens grundlægger, er en af Kirkens store åndelige vejledere. Utallige har i tidens løb fulgt retræter efter hans Exercitiebog, og begrebet ‘den åndelige skelnen’, som pave Frans så ofte refererer til, stammer også fra ham. Som ung spansk adelsmand var han bestemt for et liv som soldat og officer, men han blev hårdt såret i kamp, og under rekonvalescensen oplevede han en dyb åndelig  konversion, der overbeviste ham om at være kaldet til en anden slags kamp i livet. Ignatius´ åndelige fundament er hans overbevisning om, at vi som kristne skal søge Gud i alting og at vi skal gøre alt til Guds større ære.

Birgitta af Vadstena (1303-1370) er Nordens mest berømte helgen. Allerede som lille pige havde hun et rigt åndeligt liv og var klar over at hun havde et kald til at følge Kristus efter.  Hun fik som adelsfrue 8 børn og engagerede sig i de fattige og udsatte omkring hende. Hun blandede sig også i Politik – bad den svenske konge om at stoppe med at føre krig og forsøgte at overtale paven til at bryde op fra Frankrig og rejse tilbage til Rom, hvor han hørte til. Hun valfartede flere gange til det hellige land og efter at hendes mand på en af disse rejser døde, trak hun sig tilbage til et stort cistercienserkloster tæt på Vadstena. Her  havde hun mange visioner, som er nedskrevet på over 1000 sider. De sidste af dem angik det kloster, som hun skulle grundlægge. Visionerne indeholdt alt fra angivelse af søstrenes klædedragt til kloster og kirkes arkitektur.

Elisabeth af Thüringen (1207-1231) var datter af Kong Andreas II af Ungarn og blev allerede som barn sendt til Thüringen og lovet til landgrevens søn, som hun blev gift med, da hun var 14 år gammel. Ved hoffet satte hun sit præg på livet i Wartburg: I hungeråret 1225 åbnede hun byens forrådskamre og delte mad ud til de fattige. Da hendes mand døde blev det svært for hende at gennemføre sine visioner og hun valgte radikalt at bryde med hoffet og forlade Wartburg med sine børn. Efter nogen tid fik hun dog udbetalt arven efter sin ægtemand og byggede for formuen et hospital, hvor hun selv, indtil sin død, arbejdede som sygeplejerske. Elisabeth døde allerede i 1231 24 år gammel.​

Frans af Assisi (ca. 1142-1226) var søn af en rig tekstilhandler i Assisi og vant til at leve livet uden at bekymre sig. Men en dag mødte han en spedalsk og fik en indskydelse til at komme ham i møde, selvom spedalske på det tidspunkt var mennesker, som alle andre gik en stor bue udenom af frygt for smitten. Frans steg af hesten og gik hen og kyssede den spedalske og han opdagede hvor megen kærlighed fra Gud, han var kaldet til at give videre. Til sin riges far store fortvivlelse gav han sig til at dele ud til de fattige og mange fulgte ham. I løbet af få år blev det en stor bevægelse og franciskanerne bredte sig i hele Europa. Hvor man i klosterlivet på den tid ellers mest var optaget af at dyrke Kristus som den sejrende op ophøjede, identificerede franciskanerne sig med den fattige lidende Kristus. I vores tid aktualiserede pave Frans i sit pontifikat 2013-2025 den hellige Frans; dels ved at understrege kirkens kærlighed til de fattige, de udstødte og de marginaliserede, men også ved sit engagement i naturens og klodens vel. Titlen på pave Frans´ encyclica “Laudato si” citerer Solsangen, som er hellige Frans lovsang til naturen.

Hl. Lioba (705-780) blev født i England og som barn overgivet til et stort benediktinsk nonnekloster. Hun virkede som lærerinde på klosterets skole, da Bonifatius, Tysklands store apostel, som hun var beslægtet med, bad om at hun måtte komme og hjælpe ham i missionen. Lioba sejlede med en lille gruppe søstre over den engelske kanal og Bonifatius overdrog hende ledelsen af et stort kloster, hvor hun indrettede klosterskole. Mange omvendte sig til kristendommen på den tid og Lioba grundlagde flere klostre og klosterskoler. Kendetegnende for disse var, at de ikke var så lukkede, som kvindeklostre blev i den senere middelalder. Søstrene levede i en vekselvirkning af bøn og caritativt arbejde. Det fortaltes at landsbyboerne flokkedes om klostrene for at søge forbøn, råd og beskyttelse – men også magtfulde mennesker søgte abedissens råd.  Efter hendes død valfartede mødre til hendes grav i Fulda for at bede om helbredelse af deres børn og mange mirakler er beskrevet.

Benedikt af Nursia (ca. 480-560) rejste som ung mand til Rom for at studere. Her blev han skuffet over storbyens overfladiske liv og drog ud i øde egne syd for Rom for at søger Gud. Gregor d. store fortæller i sin biografi, at den unge mand levede alene i en klippehule, hvor han modnedes i det åndelige liv. Søgende sjæle kom til ham for at finde vejledning og efter 3 år i hulen grundlagde han flere klostre i området syd for Rom – til sidst det berømte på Monte Cassino. For klosterfolk er Benedikts livsforløb, vejen fra ørkenen og hulen op på bjerget, blevet et billede på det åndelige liv, der er som en vandring opad mod Gud, begyndende dog med et skridt nedad, til det skjulte liv i hulens ensomhed.  I klosteret på Monte Cassino forfattede Benedikt den regel, Benedikts Regel, som skulle blive grundlæggende for klosterlivet i Europa. Dens 72 kapitler giver anvisninger for, hvordan man lever i et fællesskab med det formål sammen at nærme sig Gud.