Når man taler om forskellige former for kristen spiritualitet, er det fordi der er forskellige måder at følge Kristus på. Igennem kirkens historie har mennesker til forskellige tider og på forskellige steder valgt at koncentrere sig om forskellige aspekter ved Jesus Kristus og ladet dem være som en slags nøgler til deres levevis.

Teresa af Calcutta (1910-1996) blev født i det nuværende Nordmakedonien og indtrådte som 18-årig i Loretosøstrenes missionsorden og blev sendt til Indien, hvor hun i næsten 20 år var engageret i ordenens skolearbejde. I 1946 midt i en togrejse blev hun uafrystelig overbevist om ‘et kald i kaldet’ til at tage sig af de fattigste blandt fattige – det var så stærk en oplevelse, at hun beskriver at ikke at følge den ville være det samme som at bryde med troen. I 1950 blev ‘Kærlighedens Missionærer’ til. De begyndte arbejdet i Calcuttas slum blandt hjemløse, syge og døende, de fattigste, de mest sultne. Fra Indien bredte Kærlighedens Missionærer sig ud over verden, anerkendt af store internationale organisationer, hvilket bragte  Moder Terese Nobels fredspris i 1979. Med sit arbejde kom moder Teresa til at stå som et tegn på det, der er understreget siden andet Vatikankoncil: Kirkens forkærlighed for fattige, at det ligger i dens væsen at være en fattig Kirke for fattige. For sit eget vedkommende har  moder Teresa beskrevet til sin åndelige vejleder, at hun i alle årene selv levede i et ‘troens mørke’ , hvor Gud ikke var der, og bøn prellede af som på en mur. Hun bliver dermed et levende billede på den, der ikke forlader kærligheden og kærlighedens gerninger, uanset hvordan der ser ud i ens eget indre.

Charles de Foucauld (1858-1916) er født og opvokset i en katolsk familie i Frankrig, men som ung mistede han troen. Han blev officer i Algeriet og efter tiden i militæret rejste han i Marokko. Mødet med det muslimske samfund, hvor tro og liv er vævet helt sammen, rørte ham dybt og vækkede i ham længslen efter Gud. Tilbage i Frankrig kontakter han en katolsk præst, der beder ham gå til skrifte og det bliver et vendepunkt for ham. Ad mange veje fører hans søgen ham tilbage til Algeriet, hvor han bosætter sig blandt samfundets udstødte og marginaliserede. Han vil være ‘alles bror’ og på den måde leve evangeliet.  Først efter hans død blev hans ønske om at skabe en orden til virkelighed i to nye ordenssamfund, Jesu Små Brødre og Jesu Små Søstre og siden flere andre.

Bror Charles bøn: ”Far, jeg overgiver mig til dig…” er grundlaget for hans liv og tro.

Lille søster Magdeleine (1898 – 1989) er født i Frankrig. Charles de Foucaulds liv vækkede længslen i hende efter at følge Jesus, som han gjorde. Hun stiftede Jesu Små Søstre i 1939 i Algeriet. Hendes liv var præget af første verdenskrig, mange tab i familien og et dårligt helbred. Det fremprovokerede én længsel i hende: Enhed på tværs af grænser, folkeslag og religioner. Lille søster Magdeleine var fascineret af Gud, der betroede sig til os i det lille barn født i Betlehem. Guds tillid og hengivenhed afspejledes i hendes måde at møde andre mennesker på. En anden ledetråd i hendes liv var hendes hengivelse til Guds kærlige almagt: ” Han tog mig i hånden og jeg fulgte Ham blindt.”

Thérèse af Lisieux (1873-1897) indtrådte allerede som 15-årig på dispens i karmelklosteret i hjembyen Lisieux, og det er her, hun som kun 24-årig dør af tuberkulose. Hendes barndom var præget af tab, moderen døde, da Therese var 4 år og storesøsteren, der var hende i mors sted, indtrådte i Karmelklosteret, da Therese var 9 år. Thereses dagbog fra klosteret udkom efter hendes død og blev hurtigt kendt og udbredt. Hun viser der en stor åndelig selvstændighed og beskriver sin ‘lille vej’ i troens liv, båret af tillid og kærlighed til den himmelske Far, i hvis gode og barmhjertige hænder hun ved sig selv. Hun betegner her et klart opbrud fra et katolsk åndsliv,  der dengang ofte var præget af moralisme, strenghed, optagethed af synden og Guds straf. Inde fra sin klausur er hun også brændende optaget af Kirkens sendelse til hele verden og dermed også væsentlig for den missionale synodale Kirke af i dag.

Teresa af Avila (1515-1582) fødes ind i en spansk adelsfamilie i Avila  med  jødiske rødder og hendes voksne liv udspiller sig på Modreformationens tid. Hun var en usædvanlig rigt begavet personlighed, og hendes far ønskede hende ikke i kloster. Hun gennemtvinger at indtræde i det lokale Karmelkloster og  bliver ordenen s reformator, der ønsker at føre den tilbage til et liv i større fattigdom, afsondrethed, tavshed for uhindret at kunne følge længslen mod Gud og leve for hans ansigt, Hun er vor bedst kendte mystiker, der igennem alle ydre  og indre vanskeligheder i skrift og liv viser vej for menneskets længsel efter Gud. Hun skriver livet igennem om alt, der sker hende udadtil og indadtil, hun deler sin troserfaring med os og beskriver et bønnens liv, hvor bønnen mere og mere ses og opleves som Guds gave til den, der ønsker ham af hele deres hjerte. Teresa er blevet kaldt venskabets mystiker: venskab som en grundrelation mellem mennesker, men som her mere og mere lutres, opleves og erfares som funderet i det venskab, Gud har med os.

Ignatius af Loyola (1491-1556), jesuiterordenens grundlægger, er en af Kirkens store åndelige vejledere. Utallige har i tidens løb fulgt retræter efter hans Exercitiebog, og begrebet ‘den åndelige skelnen’, som pave Frans så ofte refererer til, stammer også fra ham. Som ung spansk adelsmand var han bestemt for et liv som soldat og officer, men han blev hårdt såret i kamp, og under rekonvalescensen oplevede han en dyb åndelig  konversion, der overbeviste ham om at være kaldet til en anden slags kamp i livet. Ignatius´ åndelige fundament er hans overbevisning om, at vi som kristne skal søge Gud i alting og at vi skal gøre alt til Guds større ære.

Hl. Birgitta (1303-1370) af Vadstena er nok Nordens mest berømte helgen. Allerede som lille pige havde hun et rigt åndeligt liv og var klar over at hun havde et kald til at følge Kristus efter.  Hun fik som adelsfrue 8 børn og engagerede sig i de fattige og udsatte omkring hende. Hun blandede sig også i Politik – bad den svenske konge om at stoppe med at føre krig og forsøgte at overtale paven til at bryde op fra Frankrig og rejse tilbage til Rom, hvor han hørte til. Hun valfartede flere gange til det hellige land og efter at hendes mand på en af disse rejser døde, trak hun sig tilbage til et stort cistercienserkloster tæt på Vadstena. Her  havde hun mange visioner, som er nedskrevet på over 1000 sider. De sidste af dem angik det kloster, som hun skulle grundlægge. Visionerne indeholdt alt fra angivelse af søstrenes klædedragt til kloster og kirkes arkitektur.

Elisabeth af Thüringen (1207-1231) var datter af Kong Andreas II af Ungarn og blev allerede som barn sendt til Thüringen og lovet til landgrevens søn, som hun blev gift med, da hun var 14 år gammel. Ved hoffet satte hun sit præg på livet i Wartburg: I hungeråret 1225 åbnede hun byens forrådskamre og delte mad ud til de fattige. Da hendes mand døde blev det svært for hende at gennemføre sine visioner og hun valgte radikalt at bryde med hoffet og forlade Wartburg med sine børn. Efter nogen tid fik hun dog udbetalt arven efter sin ægtemand og byggede for formuen et hospital, hvor hun selv, indtil sin død, arbejdede som sygeplejerske. Elisabeth døde allerede i 1231 24 år gammel.​

Frans af Assisi (ca. 1142-1226) var søn af en rig mand og vant til at leve livet uden at bekymre sig. Men en dag mødte han en spedalsk og fik en indskydelse til at komme ham i møde, selvom spedalske på det tidspunkt var mennesker som alle andre gik en stor bue udenom, af frygt for smitten. Frans steg af hesten og gik hen og kyssede den spedalske og han opdagede hvor megen kærlighed fra Gud, han var kaldet til at give videre. Til sin riges far store fortvivlelse gav han sig til at dele ud til de fattige og mange fulgte ham. I løbet af få år blev det en stor bevægelse og franciskanerne bredte sig i hele Europa. Hvor man i klosterlivet på den tid ellers meget optaget af at dyrke Kristus som den sejrende op ophøjede, identificerede franciskanerne sig med den fattige lidende Kristus.

Benedikt af Nursia (ca. 480-560) rejste som ung mand til Rom for at studere. Her blev han skuffet over storbyens overfladiske liv og drog ud i øde egne syd for Rom for at søger Gud. Gregor d. store fortæller i sin biografi, at den unge mand levede alene i en klippehule, hvor han modnedes i det åndelige liv. Søgende sjæle kom til ham for at finde vejledning og efter 3 år i hulen grundlagde han flere klostre i området syd for Rom – til sidst det berømte på Monte Cassino. For klosterfolk er Benedikts livsforløb, vejen fra ørkenen og hulen op på bjerget, blevet et billede på det åndelige liv, der er som en vandring opad mod Gud, begyndende dog med et skridt nedad, til det skjulte liv i hulens ensomhed.  I klosteret på Monte Cassino forfattede Benedikt den regel, Benedikts Regel, som skulle blive grundlæggende for klosterlivet i Europa. Dens 72 kapitler giver anvisninger for, hvordan man lever i et fællesskab med det formål sammen at nærme sig Gud.